Brevkort 1906

11. april 1906:

19060411-A 627

Brevkortet er skrevet den 11. april 1906, stemplet samme dag i Nykøbing F. og næste dag både i Rønne og Allinge. Det er adresseret til Frk. Dörthe Borch, Allinge, Bh. og teksten er flg.:
“Kære Dörthe! Mange venlige hilsner her fra. Vi har det ganske storartet og morer os efter en større målestok, tænker du gør det samme. Du må nøjes med dette denne gang, det er så godt vejr og vi skal ud at cykle. Jeg håber din mor har det bedre. Jeg hører hjemmefra at Bodil m.fl. (med flere) er kommet hjem. Hilsen til dem alle og rigtig glædelig påske. Din hengivne Astrid.”
“Kærlige hilsener. Emil Christoffersen.”

Astrid =  Astrid Laurentia Bohn, født 12. septemter 1886 i Allinge som datter af branddirektør Emil Ferdinand Bohn og Sandrine Nielsine Riis, Allinge. Konfirmeret sammen med Dorthea. Blev gift med Emil Christoffersen i Allinge kirke 25. november 1909.
Emil = Emil Christoffersen blev viet til Astrid i Allinge kirke 25. november 1909. Han var postekspedient i Fredericia og var født i Eskildstrup på Falster 23. maj 1883 (se 9. september 1902).


13. april 1906:

19060415-A 627

Brevkortet er stemplet i Silkeborg den 13. april 1906 og senere den 15. i Allinge. Det er adresseret til Frøken Dörte Borch, Allinge, Bornholm, og teksten er denne enkle:
“Kære tante Dörte! En glædelig Påske ønskes dig og hele din familie af din hengivne Bodil.”

Bodil = Bodil Lund, datter af justitsråd Lund i Silkeborg (se 10. september 1904).


15. april 1906:

19060415-A (2) 627

Brevkortet er stemplet den 15. april 1906 i Nykøbing F (antages), derefter den 16. i Rønne og Allinge. Det er adresseret til Frk. Dörthe Borch, Allinge, Bornholm og teksten er flg.:
“Rigtig god fornøjelse i morgen. Du glæder dig vel til at optræde? Hvordan lever I ellers i  det gamle Allinge???”
“Mange hjertelige hilsener til dig ogidn familiel. Din hengivne Astrid.”

“Her har vi det storartet. Vi afrejer i morgen for så kan vi more os lidt i hovedstaden først.”
Og på skrå over kortets forside er skrevet: Emil Christoffersen.”

Astrid =  Astrid Laurentia Bohn (se 11. april 1906)
Emil = Emil Christoffersen (se 11. april 1906) 

Dorthea har svaret hurtigt på kortet hun modtog fra Astrid den 12. april, for her er allerede en reaktion på svaret! Det er jo en interessant tekst, for Dorthea skal optræde – men med hvad?


8. juni 1906:

19060609-A1

Brevkortet er stemplet i Hasle fredag den 8. juni 1906 og senere i København den 9. juni 1906. Brevskriveren var Dortheas lillebror, Sigfried (også kaldet Siffe) og brevkortet er addresseret til Frk. Dorthea Borch, Lindevej 12 B, København V. Teksten er denne:
“Kære Dorthea. I går var vi ved slottet, vi morede os så godt. I dag skal vi spise frokost i haven, det er et dejligt vejr. Hils alle dem jeg kender. Hilsen fra Siffe”.
Der er tilføjet flg: “Hilsen fra Moder og Fader” og: “Venlig hilsen fra Bodil. Her er vidunderligt, kommer du snart hjem?”

Dorthea bor da hos familien Gotsche på Lindevej 12 B, København V (nu er Lindevej i Frederiksberg). Vi kender ikke forbindelsen til familien eller hvorfor Dorthea var der på det tidspunkt, men vi kan fortælle flg. om familien, som den så ud på det tidspunkt:

Husfaderen var Hans Ditlev Gotsche (1838-) født i København, manufakturhandler. Kjærulff Gotsche, Østergade 14, gift i 1884. Østergade er den sidste del af Strøget inden Kgs. Nytorv, så vi kan antage, at den har haft et vist niveau. Hr. Gotsche ejede ejendommen, de boede i.
Fruen i huset var Maren Tobita Cathrine Juliane Schaltz (1859-) født i København.
Den ældste datter var Gudrun Caroline Sophie (1885-) født i Havnegade 55, Holmens sogn, København. Hun havde samme alder som Dorthea, så evt. har de været skolekammerater i tiden inden Dorthea flyttede med familien til Bornholm.
En  søn var Hakon Ove Schaltz (1887-) født i Havnegade 55, Holmens sogn, København. Han blev også manufakturhandler og overtog forretningen efter faderen.
En yngre datter var Aase Nanna Rigmor (1890-) født i Lindevej 12B, Frederiksberg. Hun blev extraskriver.

Om hr. Gotsches forretning ved vi, at det var en trikotageforretning, der hed “Kjærulff & Gotsche”, og havde titlen af kgl. hof-leverandør. Den startedes i 1784 af englænderen Alexander Mitchell som strømpefabrik i Gen­tofte. Den overgik i 1873 til fir­maet Kjærulff & Gotsche.


28. juli 1906:

19060728-A1 627

Brevkortet er stemplet i Hasle om morgenen den 28. juli 1906 og senere på formiddagen i Allinge. Det er adresseret til Frk. Dorthea Borch, Allinge og var skrevet af Dortheas lillebror Sigfred, kaldet Siffe. Teksten er flg:
“Kære Bodil og Dorthea! Hils far og moder. Siffe”

Lillebroderen må have været på ferie uden for hjemmet og skriver hjem til storesøstrene. Hvem han ferierede hos, ved vi ikke. Når Siffe vælger brevkort lader han til at foretrække de farvelagte.


31. juli 1906:

19060731-A 627

Brevkortet er skrevet den 31. juli 1906, stemplet samme dag i Hillerød og næste dag i Allinge. Det er adresseret til Hr. Distriktslæge Borch, Allinge, Bornholm og teksten er denne:
“31/7-1906. Deres datter skal være velkommen hos os. V. hilsener, forb. Alvilde (eller Alvilda) Jakobsen”.

Alvilde Jakobsen er forstander og grundlægger af Husholdningsskolen på Lindevej i Hillerød, og med dette kort lader det til, at Dorthea skal dertil (Se brevkort 30. november 1906).

Annonce i Kvinden og Samfundet 2 jan 1902 for Frborg Husholdningsskole

Annonce i Kvinden og Samfundet 9 aug 1902 for Frborg Husholdningsskole

Dorthea skal altså på Husholdningsskolen Frederiksborg, som lå på Lindevej 5 i Hillerød. Her gik kursusperioderne fra maj-oktober og november-april, så Dorthea har på dette tidspunkt været på skolen i ca. 3 uger. Annoncerne er fra “Kvinden og Samfundet” no. 1 udg. 2 januar 1902 og 16 udg. 9 august 1902.


august 1906:

190608-A 627

Her har vi et 3-dobbelt folde-ud-brevkort sandsynligvis skrevet i august 1906. Det er adresseret til Frøken Dorthea Borch, Adrs. Hr. Distriktslæge Borch, Allinge, Bornholm og teksten er flg.:
“Kæreste Dörthe! Mange tusinde tak for dit lange morsomme brev. Gud ske lov og tak at mine breve nu ikke mere står under Ewadeas (?) kontrol. Ferien er nu desværre forbi og næsten alle rare mennnesker er rejste, og byen som ovenover præsenterer sig er ualmindeiog død for tiden. Hver eftermiddag er indtil nu gået med visitter eller teslapperas, mere og mindre dræbende. Forleden aften var Hermang Bang her for “uigenkaldeligt sidste” gang, han var meget vellykket. Et par engelske vrøvl københavnske løver var med ham. Vi er begyndt at tage timer hos en lærer i musik; jeg foruden Kl. (?) også sang, i mit næste brev skal jeg give dig en beskrivelse af hans “system” (på brevkort er det lidt kedeligt) det er nu helt anderledes end M – Odels (?) han sagde. Stemmen lå forkert (et højt kedeligt tilfælde) men det må rettes. Forhåbentlig skriver du mig et lille pænt postkort i løbet af kort tid. Snart (om ca. 4 dage) får du en længere skrivelse fra mig. Vil du hilse dine forældre og din bror mange gange. De venligste og bedste H sendes dig fra din Bodil.”

Bodil = Bodil Lund, datter af justitsråd Lund i Silkeborg (se 10. september 1904).
M – Odels = svært at læse selve navnet. M kunne stå for Mâitre, hvis det drejer sig om en musiklærer, som brevskriveren Bodil og Dorthea kender fra Alsemberg, men det er rent gætteri.
Ewadea (?) = Navnet er svært at tyde og meningen også. Der må have været en, som har “censureret” brevene på en eller anden måde. Måske de breve, som Bodil sendte, men her i 1906 er hun 21 år gammel… lidt af et mysterium.


19. august 1906:

19060819-A 627

Brevkortet er sandsynligvis stemplet først i Silkeborg og senere, den 19. august 1906 i Allinge. Det er adresseret til Frøken Dorthea Borch, Allinge, Bornholm, og teksten er denne:
“Kære Dörtelil! Siddende her hos høje Kresten på Ludvigslyst sender jeg dig 10000 hjertelige hilsener i erindring om sidste gang vi var sammen; hvilken erindring ganske fordunkles af vores sidste fælles oplevelser på den lille klippeø i den blå Østersø. 1000000 venlige hilsener og tak for sidst fra Bodil.”
“Kæreste Dörtchen. Tusinde hilsener til dig og hele familien”

“Venligste hilsener fra Thora M.”
“Hilsen fra C. L.”

Bodil = Bodil Lund.
C. L. = Camilla Lund (Bodils mor).
Thora M. = ?

Dorthea har altså været med familien Lund til Ludvigslyst og oplevet samme udsigt som brevkortet viser. Om Ludvigslyst (se billede 23. december 1904):
“Ludvigslyst har været mål for turister i næsten lige så lang tid, som der har været turisme på Silkeborg-egnen. Kort tid efter åbningen af Skanderborg-Silkeborg-jernbanen i 1871, der for alvor bragte udenbys besøgende til området, blev der her indrettet et mindre gæstgiveri til Himmelbjerg-besøgende. Ludvigslyst lå nemlig meget passende lige ved siden af Svejbæk Station, hvor turisterne kunne stige af toget og så blive færget over til Himmelbjerget på den anden side af Silkeborg Søerne.På samme tid blev der også anlagt en anløbsbro for dampbåde lige nedenfor gæstgiveriet.
I 1899 blev der opført en ny hovedbygning med hotelværelser, så gæstgiveriet blev nu omdøbt til ”Hotel Ludvigslyst”.
Hotellet blev et yndet opholdssted for nogen af datidens kunstnere, der kom hertil for at feriere og slappe af, og måske samle ny inspiration. I 1906 blev det overtaget af den tidligere købmand Chr. Mehl, og han fik særlig afgørende betydning, for det var ham, der kort efter overtagelsen fik opført den bygning, som vi i dag kender som Ludvigslyst.”


7. september 1906

19060907-A 627

Brevkortet er stemplet i Silkeborg den 7. september 1906 og senere den 9. i Allinge. Det er adresseret til Frøken Dörte Borch, Allinge, Bornholm, og teksten er flg.:
“Kære Dörte! Brev kommer snart, dette kort er blot en lille forløber for at dæmpe din utålmodighed. Tusinde tak for den kærlige hilsen, mange kærlige dito sendes dig fra din Bodil.”
“Hils endelig dine forældre, Bodil, Siffe og Molle mange gange”.

Bodil = Bodil Lund.
Molle = Johan Sigfreds pony, som blev spændt for charabanc’en før der kom bil i huset.


9. november 1906:

19061109-A1

Brevkortet er, på trods af det bornholmske motiv, skrevet på Hauchsvej 6 den 9. november 1906 og det er stemplet i København V samme dag lige over middag. Kortet er adresseret til Frk. Dorthea Borch, Frederiksborg Husholdningsskole, Hillerød og har følgende tekst:
“Kære Dorthea! Tak for din hilsen. Hvis du kan være sammen med os på søndag kommer vi, eller i al fald jeg, ud til dig. Kærlig hilsen fra os alle. Din hengivne Thora.”

Thora Borch - 500

Brevskriveren var Dortheas kusine Thora. Hun var kun godt 1 år ældre end Dorthea. Interessant at læse, at det på den tid ikke var for langt at tage en dagtur fra København til Hillerød for at besøge en kusine, og at muligheden for at faderen, Dortheas farbror, tog med lå lige for.


20. november 1906:

19061120-A1

Brevkortet er poststemplet i Hasle tirsdag den 20. november 1906 og måske skrevet samme dag. Brevskriveren var Dortheas lillebror, Sigfried (også kaldet Siffe). Brevkortet er addresseret til Frk. Dorthea Borch, Adr. Frk. Jakobsen, Husholdningsskolen Frederiksborg, Danmark, og teksten er denne:
“Kære Dorthea. Tak for kortet. I dag skriver mor til Frida. Hilsen fra far, mor og Sigfride. Hilsen fra din Siffe.” og på hovedet langs overkanten: “Hilsen fra Bodil” og Bodil har tilføjet: “Tak for brevet! Hils Frk. Tüchsen. BB”.

Frk. Jakobsen, som kortet er adresseret til var bestyrerinden Alvilda Jakobsen.

Hvem Frk. Tüchsen er, ved vi ikke.


23. november 1906:

19061123-A1a

Brevkortet forestiller et kystparti ved Rø på Bornholm, men er sendt fra København fredag den 23. november 1906. Det er adresseret til Frk. Dorthea Borch, Frederiksborg Husholdningsskole, Hillerød. Brevskriveren er Dortheas kusine, Thora og hun skrev:
“Kære Dorthea! Mange tak for sidst og for kortet. Jeg glæder mig meget til du kommer  og har bestilt billet til dig. Fader og jeg skal på Polyteknisk Læreanstalt til foredrag og fest. Vil du hilse dine elskværdige lærerinder og Frk. Tüchsen mange gange fra mig. Kærlig hilsen fra fader og din Thora.”
Kortet er vendt på hovedet og en tekst er tilføjet:
“Jeg synes, du skulle tage dit sorte silkeliv på hvis du da ikke har særlig lyst at være lys klædt. I går fik jeg brev fra Bodil og fra Siffe.”


23. november 1906:

19061123-A2 627

Brevkortet er stemplet i København V den 23. november 1906 og senere samme dag Frederiksborg, og er adresseret til Frøken Dorthea Borch, “Husholdningsskolen” Hillerød. Teksten er flg.:
“Kære Dorthea! Tusind tak for dine elskværdige breve. Jeg håber at du på søndag, når du kommer til byen, vil gøre mig den fornøjelse at spise til middag hos os kl. 5. Jeg glæder mig meget til at se dig igen. Mange venlige hilsener fra din Frida.”

Frida = (?)


29. november 1906:

19061129-A1

Brevkortet er stemplet torsdag den 29. november 1906 om eftermiddagen og adresseret til Frk. Dorthea Borch, “Husholdningsskolen”, Frederiksborg. Kortet er skrevet af Thea Knudsen og teksten er denne:
“Kære Frk. Borch! Tusind tak for kortet! Jeg har stadig ventet på noget “nyt” før jeg skrev denne hilsen, det sidste er et meget bevæget mæde i Bisses Pensionat for at danne en selskabelig forening. De kender nok folks enighed og smag i vores lille by; efter at have gennemgået en masse paragraffer skulle der vælges lokale til foreningen. De egentlige indbydere stemte på Riis, men takket være deres Fru Moder som satte igennem at Hotel “Allinges” lokaler blev foretrukne – og med postmesteren og Fru Borch i bestyrelsen tror jeg virkelig at foreningen vil blive til glæde for alle medlemmerne. De kommer da hjem i julen? Tusinde hilsner fra Karen Margrete og alle “Billerne” min Mand og Deres hengivne Thea Knudsen.”

Kortets motiv var aktutelt i og med at Hotel “Allinge” (matr. #124 i Nygade, Allinge) blev valgt til den selskabelige forenings aktiviteter, og dette valg var vigtigt for Thea Knudsen – hun ejede nemlig hotellet.
Theas fulde navn var Dorthea Frederikke Knudsen (1870-?). Hun mistede i marts 1901 sin første mand, hotelejer Karl Julius Grönbech – og giftede sig i oktober 1902 med den 4 år yngre toldkontrollør Knud Lassen Knudsen. Thea bragte 2 børn med sig ind i ægteskabet, og fik yderligere mindst 3 i sit andet ægteskab, heriblandt Karen Margrete Physant Knudsen (1905-). Karen Margrete havde som fadder ved sin dåb den 4. marts 1906 bla. Dorthea Borch – måske derfor den specielle hilsen i brevkortets tekst.


16. december 1906:

19061216-A1

Brevkortet er stemplet i Rønne den 16. december 1906 og adresseret til Frøken Dorthea Borch, Hauchsvej N.6, Frederiksberg, København F. Teksten er flg.:
“Kære Dorthea. Hjertelig lykønskning i anledning af fødselsdagen. Din hengivne Onkel Johan”

Onkel Johan menes at være Dortheas morbror, Laurits Johan Andreas Hansen (1859-1937), som bla. var lærer i Rønne.


16. december 1906:

19061216-2-A 627

Brevkortet er stemplet i Rønne den 16. december 1906 og er adresseret til Frøken Dorthea Borch, Hauchsvej 6, København V. Teksten er ganske kort denne:
“Kære Dorthea! Hjertilig tillykke og mange hilsener fra mor – Thora og Vita.”

Thora og Vita kendte Dorthea fra sin tid i Rønne, da hun i sin skoletid var pensionær hos familien Erichsen på Vimmelskaftet Matr. nr. 131 b. Thora og Vita var døtre af Christian Jesper Jakob Peter Jespersen (1837-1901) og Thora Alvilda Christiane Erichsen (1845-1933). Christian var født i Bodilsker og ernærede sig som landmåler og bygningsinspektør. Hans kone, Thora Alvilda var født i Rønne og de to blev gift i 1872 og er begge begravet på Rønne kirkegaard. Undervejs fik de 4 børn:
Knud Jespersen (1873-),
Thora Jespersen (1874-),
Erik Jespersen (1875-),
Vita Jespersen (1880-).

Dortheas søster Bodil var også pensionær der i skoletiden, og ligeledes senere også lillebror Sigfred.


16. december 1906:

19061217-A 627

Brevkortet er skrevet den 16. december 19007, stemplet i København den 17. og senere Frederiksborg samme aften. Det var oprindeligt adresseret til Frk. Dorthea Borch, Frederiksborg Husholdningsskole, Hillerød – men omadresseret til Hauchsvej 6, København V. Teksten er flg.:
“D. 16-12-06. Kære Dorthea, Modtag mine bedste ønsker på fødselsdagen. Hvorledes har du det. Er du glad ved at være i Hillerød. Mange hilsener og endnu en gang tillykke fra din hengivne Rigmor.”

Rigmor = Rigmor Lilieqvist (se 30. september 1902).


22. december 1906:

19061222-A1-627

Brevkortet er skrevet lørdag den 22. december 1906 og vist nok stemplet dagen efter i Allinge. Det er adresseret til: Frk. Dorthea Borch, Hauchsvej 6, København V, og teksten er denne:
“Kære Dorthea! En rigtig glædelig jul og et godt nytår ønskes dig. Du morer dig nok rigtig godt derovre. I morgen kommer Emil, så vi får det nok rigtig rart denne jul. Mange venlige hilsner også til Professorens fra din Astrid”.

Dorthea skal altså holde jul hos farbroderen i København. Brevskriveren er sandsynligvis Astrid Laurentia Bohn, født 12 septemter 1886 i Allinge og datter af avlsbruger, mejeriejer, branddirektør og strandingskommisær Emil Ferdinand Bohn og Sandrine Nielsine Riis, Allinge. Hun blev konfirmeret sammen med Dorthea og senere gift med Emil Christoffersen i Allinge kirke 25. november 1909, som var postekspedient i Fredericia og født i Eskildstrup på Falster 23. maj 1883 som søn af kreaturhandler Peder Christoffersen og Jensine Karoline Edvartine Mathilde Christensen.
Astrid havde en lillebror ved navn Emil Bohn, født 26. januar 1890 i Allinge. Astrid boede i på matrikel no 97 i Kirkegade i Allinge. Det er muligvis ham, der refereres til i teksten på brevkortet, alternativt til Astrids kommende mand, som også hed Emil.

Kortets motiv er fotograferet på en flagdag og viser måske Kirkegade i Allinge?


24. december 1906:

19061224-A1

Brevkortet er stemplet mandag den 24. december 1906, og med angivelsen 4-6 E kunne vi måske gå ud fra, at det er stemplet om eftermiddagen. Det er skrevet af Thea Knudsen (se 29. november 1906) og adresseret til Frk. Dorthea Borch, Hr. professor Borch, Hauchsvej No. 6, København, og teksten er denne:
“Kære Frk. Borch! Med tak for Deres julehilsen (jeg havde ventet Dem hjem) sender også jeg Dem ………. ønsker om en rigtig glad og fornøjelig jul og et godt nytår! Vil De også hilse Frk. Borch fra os og ønske Dem en “glædelig jul” – Det var kedeligt De ikke kan og kunne være med til det 1ste bal i den “Selskabelige Forening”, men De kommer nok til noget meget morsommere. Hav det godt og lev vel! Mange hilsner Deres hengivne Th. Knudsen”


31. december 1906:

19061231-A 627

Kortet er stemplet i København K om eftermiddagen den 31. december 1906 og er adresseret til Frøken Dorthea Borch, Hauchs Vej 6, V. (København V. – Frederiksberg). Teksten er flg.:
“Med tak for den venlige julehilsen og med de bedste ønsker om et godt nyt år er jeg din hengivne Frida.”

Hvem er mon denne Frida, som sender et brevkort fra København K til København V (Frederiksberg) på den sidste dag i året?

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *