I dette hovedafsnit fortæller vi om Dorthea i tiden fra hun blev gift i 1910 til hun blev skilt i 1933.
Der var selvfølgelig annoncer i aviserne.
Den 25 juni 1910. Dorthea står i brudekjole og med buket i hånden. Det er en scene meget rig på detaljer: der er kjolen, gulvtæppet, møblementet, spejlet i hjørnet, malerier på væggen, nips på klaveret, osv. Man må have flyttet det bord og de stole, der normalt stod på gulvtæppet, for at kunne få et fotografi af det hele. Desværre har vi ikke et billede af brudeparret sammen. De blev gift i Allinge kirke.
Udskrift fra Allinge kirkebog. Vi ser at de blev viet af en præst fra København, og at der havde været lyst for dem en gang i St Thomas kirke i København og 3 gange i Allinge kirke. Begge havde deres fædre som forlovere.
Dorthea var nu Fru Dorthea Christine Borch Hougs. Vi kender hende efterhånden godt, har fulgt hendes opvækst hidtil – men them var hendes ægtemand?
Fra Allinge kirkebog fremgår det, at han var ingeniør og boede i Frankfurt i Tyskland…
…og af Frederiksberg kirkebog fremgår det, at han havde 3 fornavne: Viggo Peter August, at han var 1 år ældre end Dorthea, og at forældrene boede på Kommunens Vandværk.
En af bryllupstalerne var den, som Dortheas farbror, Simon Christian Borch holdt:
“Se nu har vi hyldet brudefolkende med sang, og ret straks skal vi hylde dem med glassenes festlige klang. Ja højtid og feststemning, det bør være grundtonen ved et bryllup, det jo for de to den højeste festdag i deres liv, Hochzeit kalder tyskerne det derfor. Og hvor kan der være andet end højtid og feststemning her, hvor vi ser de to unge så glade for hinanden; begge er di i deres ungdoms fagreste vår, begge kan de se tilbage på lutter gode og smukke minder fra deres barndoms- og ungdomstid i forældrenes hjem, og de ser fremtiden for sig som et lyst og strålende perspektiv, som de skal vandre ind i hånd i hånd med frejdigt mod, med lyst og trang til at virke, komme fremad, og gøre det lyst og lykkeligt for hinanden.
Men bryllupsfesten er et vendepunkt i deres liv. Nu hører de ikke længere til som børn under deres forældres tag i forældrenes hjem, nu skal de to i forening selv danne sig et hjem, som de selv skal værne om, selv gøre lyst og hyggeligt. “Du skal forlade Fader og Moder”. Det gælder tilfulde om disse to, som ikke flytter ind i et hus ved siden af, men drager langt bort fra fader og moder, fra søskende, fra slægt og venner, fra landsmænd, fra fædrelandet, hen til et fremmed land, fremmed folk, fremmed sprog, fremmede egne. Men de drager hånd i hånd! De vil snart vide at samle en kreds af venner om sig dernede, dog vil tanken sikkert ofte vende sig mod dem, som de har ladt tilbage her.
Naturen dernede er dejlig, vidunderlig skøn. Der er nok at begejstres over, nok at glæde sig ved, og med tiden vil de sikekrt få egnen kær. Dog vil tanken vist også søge tilbage til den danske natur, de kendte, hjemlige steder, thi som digteren siger om de fremmede egne, de kan være: bedre, skønnere måske, ak, men der ikke de!
Og må jeg, den gamle, der har den største og bedste del af livet bag mig give jer unge, som først skal begynde jeres fællesvandring gennem livet, et godt råd med på vejen. Det er ganske simpelt og lyder således: Vær fuldt åbne og oprigtige mod hinanden, skjul intet for hinanden, hverken strot eller småt, hverken godt eller ondt, hverken glædeligt eller sørgeligt! Det følger af sig selv, vil I måske sige. Ja, i de gode dage! Hvem deler ikke gerne sin glæde med den elskede. Men når der kommer sorger, bekymringer, ængstelser, ærgelser, – og helt slipper jo ingen for den slags – så ligger den tanke nær: hvorfor skal jeg plage ham – eller hende – med det, det kan ikke nytte noget, jeg vil hellere bære det selv.
Men om end kærlighed har dikteret den tanke, så er den dog grundfalsk. Alt skal meddeles! Helt kan man forresten heller ikke skjule det, et kærligt øje ser straks, at der er noget i vejen! Og så kan det netop nytte at meddele sig: Den fortrædelighed eller ærgelse, som man går alene med, svulmer let op til noget ganske forskrækkeligt, men den synker sammen til en ren bagatel, når mand og hustru i kærlig forståelse taler sammen derom! Og er det en virkelig alvorlig sorg, ja så gælder tilfulde salmens ord om de to, som gerne vil sammen være, at de ikke blot er dobbelt glade i glæden, men kun halvt om sorgen så tung at bære. Og så er der den velsignelse ved den fulde fortrolighed mellem mand og hustru, at de først derved ret lære at stole trygt på hinanden, ret blive hinandends medhjælp, og hjerterne knyttes fastere og inderligere sammen.
Men gid nu det, I må få at betro til hinanden med tiden, I kære to, mest lyst og glædeligt blive må, men sorg og skygger kun få og små. Ja, når nu I drager til Frankfurt afsted, vil vi sende vore bedste ønsker med: at lykken må solglans omkring jer sprede, og glædens roser må blomstre dernede! Og hvis engang det sig føje kan, at I vender hjem fra det fremmende land, for her i Danmark bolig at tage, vi glade jer hilse: Velkommen tilbage!”
Dorthea i Frederiksberg Have med den Kinesiske Pavillon i baggrunden.
Endnu et billede af Dorthea i Frederiksberg Have. Måske er det taget kort før hun flytter med sin mand til Neu-Isenburg i Tyskland, hvor han havde kontraktarbejde i et ingeniørfirma.
Som nygift forlader Dorthea Bornholm – hun flytter ikke mere tilbage til øen – og flytter med sin mand til Frankfurt i Tyskland, hvor han havde kontraktarbejde i et ingeniørfirma. Den første bopæl er Viggos lejlighed medens de søger lejlighed. Den finder de i stueetagen i Taunusstrasse 35 (??) i Neu-Isenburg, en by syd for Frankfurt am Main. Det bliver Dortheas første eget hjem.
På billedet herover ses Dorthea ved en jernbane, som vi antager er Waldbahn’en der forbandt Neu-Isenburg med Frankfurt. Måske er de her på vej hjem til Taunusstrasse fra stationen i Neu-Isenburg. Man kan sige om denne scene, at det er meget uromantisk i sin opsætning. Måske er ingeniøren med forkærlighed for rette linier kommet op i Viggo…
Dorthea og Viggo, sandsynligvis fotograferet med selvudløser i nærheden af Neu-Isenburg. Begge ser meget seriøse ud.
Dorthea og Viggo fotograferet den 16. juli (1911 eller 1912) under et “Hvil paa Vejen til Felsenmeer” syd for Darmstadt. Dorthea og Viggo tog altså på udflugter og heldigvis har Dorthea skrevet bag på fotografiet, så vi ved, hvor det blev taget. Ellers ville det være umuligt at vide!
Dorthea ved birketræer i et fladt landskab med sø. Mon det er Felsenmeer? Dorthea kan have det samme tøj på, som på udflugten dertil. Dog ser vi ikke den sorte sløjfe om halsen her og hatten virker lidt mindre. Så måske er det mere sandsynligt at gætte på Neu-Isenburgs omegn.
“En søndag eftermiddag i september 1911”. Dorthea spiller klaver derhjemme på Taunusstrasse i Neu-Isenburg, Tyskland.
Igen må vi takke Dorthea for at have skrevet bag på fotografiet. Vi ser at hun nu har fået et Krause klaver. Mon de købte det i Frankfurt am Main? Klaveret fulgte Dorthea alle årene indtil hun kom på plejehjem, og vi kan glæde os over at det stadig findes i familien! Læg mærke til de mange fotografier hun har på væggen. Det er motiver fra Bornholm, og gad vidst om hun havde dem med hjemmefra og fik dem indrammet i Tyskland, ellers så må de have fyldt godt i flyttelæsset da hun og Viggo rejste til Neu-Isenburg. Det ville være interessant at vide hvor mange kubikmeter gods de dengang fik flyttet, sandsynligvis både med skib og tog.
Viggo, Holger, Bodil og Dorthea. Vi ved at billedet er taget i Berlin i 1911 hos fotograf Julius Staudt, Unter den Linden 47. De er blevet arrangeret som en gruppe rejsende med fotoudstyr. Holger har måske været på rejse via Berlin og de har så set en anledning til at mødes med ham der. Bodil og Holger var endnu ikke gift på det tidspunkt.
Bodil og Holger fotograferet i Berlin. Fotografiet benyttedes som postkort…
…der havde følgende tekst:
“Neu Isenburg den 9-12-11, Taunusstrasse 38 Kære svoger. Endelig kommer altså en af erindringerne fra Berlin af sted til dig, er det ikke en glimrende ide af Dörte at tage aftryk på postkort til dig. De fremtræder i en serie på 5, og du kan glæde dig til peu en peu at få dem alle. Dette skulle nu bringe dig vore hjerteligste ønsker om glædelig jul for dig i det fremmede, forhåbentlig når de dig rettidig. Vi har fra Bodil fået den glædelige efterretning at du vel ankommen bliver i Vl. For tiden har vi det ikke helt godt, men dog kun forkølelse og jeg et par bylder, der nu er forbi. Mange hilsner og ønsker om en glad jul. Din hengivende Dorthea & Viggo”
De tog også selv fotografier i Berlin, og vi kan se at det er samme dag, de har ialfald det samme tøj på om de har været inde i Bauernschänke og få sig en forfriskning, ved vi ikke vi ved heller ikke om det var et kendt sted siden de skulle fotograferes der.
Fotografiet blev benyttet som postkort og sendt til:
Hr. Telegrafassistent H. Poulsen, Bureau Telegrafie Danois, Vladivostok, Via Sibirien, Neu Isenburg
Kære Holger! I dag er det den første Januar, og det kunde jo så være på tide, at vi sendte dette af sted med vore hjerteligste ønsker om alt godt for det år 1912. Din hengivne Viggo. Kære Holger! Også fra mig de bedste ønsker om alt godt i det ny år. Vi har trods min influenza – haft en yndig jul – nu for øjeblikket er juletræet tændt for sidste gang. I går var fætrene Gustav & Johan Riis fra Malmø og besøge os. Det vilde glæde mig meget, om det blev til alvor med det lovede brev for hjemmefra står der blot: ”Bodil fik brev fra Holger i dag” – og ikke mere og det bliver man jo ikke klog af. Nu blot mine hjerteligste hilsner kære Holger fra din hengivne svigerinde Dorthea. …
ret fantastisk at dette fotografi har overlevet efter at være sendt som postkort til Vladivostok for 100 år siden!
Endnu et fotografi fra Berlinerturen brugt som postkort.
Endnu et postkort blev sendt til Hr. Telegrafassistent H. Poulsen Bureau Telegrafique Danois, Wladivostock, Sibirien Via Sibirien. Bodil, Dorthea og Viggo har hver skrevet en hilsen til ham på samme kort.
“Neu Isenburg 17-3-1912
Min kære Holger. I går kom jeg så hertil og blev på banegården modtaget af Dorthea og Viggo. Her lå alle billederne fra Berlin oven i købet med dit navn på parat til at sende afsted. Jeg skriver brev i aften så du må nøjes med en hilsen nu. Viggo har optaget en lille plads i hjørnet ser du nok. Mange kærlige hilsner fra din Bodil.
Kære Holger! Det er storartet at have Bodil hernede bare havde hendes bedre halvdel også! Hvornår kommer det lovede brev til mig, det er endnu længere undervejs end Berliner-Ridderne! Mange hilsner fra din svigerinde Dörte.
Kære Svoger! Nu lader det til at komme mere fart i tingene, hva? Vi er meget glade ved at have din Bodil hos os, hun er så glad og munter. Mange hilsner fra din Viggo.”
8. april 1912. Det er 2. påskedag og vi ser Dorthea og Bodil i dagligstuen i lejligheden på Taunusstrasse, Neu-Isenburg, Tyskland. 2.
Bodil og Dorthea ved Bezique’en i lejligheden på Taunusstrasse i Neu-Isenburg, Tyskland. Det er også taget 2. Påskedag 1912 (8. april) og viser lidt mere af deres lejlighed.
At tænke sig, dette er fotograferet i Berlin for 100 år siden, sendt som postkort fra Neu-Isenburg i Tyskland til Vladivostok, Sibirien, blevet bragt med tilbage til Danmark – og det eksisterer stadig!
Kortet er skrevet af Bodil med den sidste sætning tilføjet af Dorthea.
“Hr. Telegrafassistent H. Poulsen Bureau Telegrafique Danois Vladiwostock Sibirien.
Neu Isenburg 22-3-1912 Min kære Holger! Da det i dag er halvårs forlovelsesdag skal du få en lille extra hilsen. Du tænker sikkert også i dag på den 22. september. Tillykke med resultatet da! – Nu skal jeg sende din Mama et kort, hun har sikkert allerede længe ventet på et ord fra mig. Brev skriver jeg i morgen. Masser af hilsner fra din Bodil.
Hjertelig Tillykke og hjertelig hilsen, kære Holger fra os begge Din Dörte”.
Dorthea i dagligstuen på Lille Strandvej 2b, Hellerup. 1913. Den lille familie er kommet tilbage til Danmark og har etableret sig i hovedstaden.
Tysklandsperioden slutter i foråret 1913 og Viggo får en stilling ved Gentofte kommunes vandværk. De flytter tilbage til Danmark og får en lejlighed på adressen Lille Strandvej 2 b, 4th. i Hellerup. Det bliver Dortheas bolig alle årene indtil hun flytter på hvilehjem, men det kunne hun jo ikke vide noget om dengang.
Her er et billede fra 2011 af “Strandborg” som ejendomskomplekset hedder. Det var bygget 10 år før Dorthea og Viggo kom tilbage til Danmark og flyttede ind her. De boede på 4 sal til venstre inde i “hjørnet”. Fotografiet er taget ude fra Strandvejen og viser indkørslen til gården hvorfra der var adgang til køkkentrapperne…
…og her er hovedindgangen med adressen Lille Strandvej 2b. Dorthea og Viggo boede på 4 sal til højre lige under taget.
Her er udsigten fra lejligheden, som den var i 1937-38. De hvide snore antager vi er radioantenner.
Her er en plantegning over lejligheden (tyvstjålet fra en ejendomsmægler, som havde lejligheden til salg i 2011).
Dorthea i dagligstuen i lejligheden på Lille Strandvej i Hellerup. Hvis det er taget i 1913 må det være den første billeddokumentation vi har af deres nye lejlighed og den måde de havde indrettet sig på. Det bliver så deres fælles hjem nummer 2.
Dorthea og Viggo fotograferet omkring 1915. Viggo må være indkaldt til sikringsstyrken i anledning af 1. verdenskrigs udbrud. Det ser ud som om han har anlagt fuldskæg, mente måske at det burde enhver brav soldat have. Hvor mon fotografiet er taget?
Folketælling fra den 1. februar 1916. Der bor på det tidspunkt 5 personer i lejligheden, om “enepigen” boede på pigekammeret på loftet, ved vi ikke, men det er sandsynligt. Vi må gå ud fra hun arbejder for Dorthea og Viggo. Dortheas bror, Sigfred er nu stud. med. og bor hos dem. Viggo stillingsangivelse er bygningsingeniør ved Gentofte Kommune, og at hans indkomtst er 2981 kr., at han har 0 kr. i formue, samt at han betaler 34,40 kr. i statsskat og 88,50 kr. i kommunskat.
Dorthea og Viggo fotograferet ved Kongemindet på Bornholm i 1919. Dorthea er gravid med Arne. De ser ikke ud som et lykkeligt ægtepar, der er en form for tristhed over billedet. Det muntre her er ordet “Velkommen” skrevet øverst på døren.
Folketælling fra den 1. februar 1921. Den fortæller at der stadig bor 5 personer i lejligheden og en ung pige som sandsynligvis bor på pigekammeret oppe under loftet. Derudover får vi at vide se at Dortheas lillebror stadig er studerende og og bor hos dem, at de i 1913 er kommet fra Tyskland og at er Dortheas lillebror også kommet fra Allinge i 1913. Det vil sige, at Sigfred egentlig boede hos Dorthea og Viggo lige siden de kom til København fra Tyskland. Viggo arbejder stadig som ingeniør ved Gentofte kommune. Tallene ude til højre kan vi ikke bruge til noget, det er felter som kommunen selv udfyldt.
Arne, Ivar, Dorthea og Viggo i haven på Wilhelm Schmidts Vej i Gentofte. “Far, mor og børn en søndag eftermiddag i haven i Gentofte, sommeren 1921”. Ja, et billede hvor de alle fire er på! Det er nok det eneste billede der eksisterer med dem alle fire. Igen det er som om Dorthea prøver at underholde børnene, Arne er ikke helt tilfreds og Ivar heller ikke. Viggo er kun interessseret i at rive i haven. Det, at de så tit skulle derop på grunden i Gentofte og rive, grave og hvad der nu findes af havearbejde, gjorde at begge drengene voksede op og hadede haver…
Endnu en folketælling – denne gang fra 1. februar 1925. Vi lærer egentlig ikke noget nyt, bortset fra at Dortheas bror Sigfred ikke bor der længere, og at der er en anden husassistent i hjemmet.
I januar 1927 dør Viggos far, Victor Alexius Hougs.
Dortheas søn Ivar bliver konfirmeret den 14. april 1928 i Hellerup kirke.
Dortheas niece, Ingrid skriver i sine erindringer (side 52 i Der er sket så meget) bla: “På en lidt anden front bragte forberedelsestiden noget med sig: En rejse – mig alene – over til København, hvor Moster (Dorthea) skulle finde en konfirmationskjole og andendagskjole til mig. Det var spændende sådan at være midtpunkt, og jeg husker tydeligt, da jeg stod i hvidt silkeskrud foran et af de store spejle i Illum, at jeg indeni mig selv sagde: “Jamen, du er jo smuk!” Den følelse har jeg ellers ikke været plaget af – tværtimod. Og så en pudsig hændelse. Moster (Dorthea) og jeg mødte en af Ivars lærerinder, der udbrød: “Jamen fru Hougs, jeg vidste ikke, De havde en datter!” Hun mente bestemt, jeg måtte være Ivars søster, der var jo familielighed og jeg følte mig stolt.” Ingrid blev konfirmeret 29. marts 1931.
Ingrid skriver videre i sine erindringer (side 53) bla: “Moster (Dorthea) og onkel Viggo havde ikke haft et særligt godt ægteskab i nogle år, og pludselig benyttede onkel Viggo lejligheden – med påskud af, at Moster (Dorthea) havde fået Arne fri fra skole et par dage inden påskeferien, så han kunne være med til min konfirmation, og det uden hans vidende – til at skrive til Bedstefar (Dortheas far), at nu ville han skilles fra Bedstefars datter. Og sådan blev det! Det er de underligste ting, der kan sætte en lavine i skred.”
I februar 1933 døede Dortheas far, Johan Sigfred Abraham Borch.
Viggo installerede i den sidste tid inden skilsmissen sin elskerinde og kommende hustru i tjenestepigeboligen på loftet over lejligheden på Lille Strandvej.
Vi slutter fortællingen om denne epoke af Dortheas liv fra 1910-33 med at ægteskabet med Viggo ophører.
Samlivet med ham startede da Dorthea i 1910 som nygift tager med Viggo til Frankfurtområdet i de 3 år han havde arbejdskontrakt dernede og fortsatte med at de bosatte sig på Lille Strandvej i Hellerup. Dorthea fik to børn, og der er ingen tvivl om at hun er glad for dem. Vi ser hende ofte røre dem, ingen berøringsangst, og lader også til at hun snakker med dem – hun virker oprigtigt glad for dem. Viggo virker glad for deres første barn, Ivar og det lader til at holde indtil Dorthea bliver gravid i 1919. Da begynder han at virke utilfreds og fraværende på fotografier. Og det er ikke kun på fotografier, men også i virkeligheden, for han tager ikke længere med på sommerferie på Bornholm. At han ikke ville have barn nummer 2, modsat Dorthea som gerne ville, er nok ikke grunden, for han får i sit nye ægteskab 4 børn. Tilbage er kun at tro, at han havde Betty Hjorth som maitresse allerede fra 1919. Det er mest gætterier ud fra fotografier og det lidt vi ved.
Dog har Viggo haft en erindringsforskydelse, da han på et tidspunkt skulle beskrive sit karriereforløb til en bog om ingeniører. Han anførte, at ægteskabet med Dorthea ophørte i 1932, hvilket selvfølgelig så godt ud, for ingen har dermed kunnet sige, at han gjorde elskerinden gravid, mens han stadig var gift med sin første kone.
Men Gentofte kirkebog fortæller i forbindelse med indgåelsen af Viggos andet ægteskab at skilsmissen fra Dorthea først fandt sted den 9. marts 1933! Det er også interessant at se, at Dorthea følger ham ind i hans næste ægteskab ved at blive nævnt i kirkebogen. Det var der nok ingen, der havde regnet med!