Rejsen 1960 “Guldbryllupsrejsen”

“Guldbryllupsrejsen” var Dortheas rejse til Svejts i 1960. Hun havde altid drømt om at rejse i Svejts og opholde sig der flere dage, istedet for de forskellige daytrips hun tidl. havde haft dertil fra feriedestinationer i Tyskland og Østrig. Og så gjorde hun alvor af det, og kaldte det for sin Guldbryllupsrejse. Måske drømte hun allerede fra de unge år om netop en rejse til Svejts når hun og Viggo havde været gift i 50 år. Skilsmissen i 1933 fik hende ikke til at bakke ud. Nå, det er gætteri.

Dorthea indleder sit album med et papirklip af Svejts og angivelse af at hun rejste med Breinebøls Selskabsrejse, at rejsen varede fra 20. juni – 3. juli. Det er ikke sikkert at hun var med rejseselskabet i alle disse 14 dage, det er nok mere sandsynligt at den periode inkluderer hendes rejse “på egen hånd” fra hun skiltes fra gruppen i Bern og indtil hun kom til Meran.

Jerntæppet delte stadig Europa i 1960 så første etape af “Guldbryllupsrejsen” til Svejts må sådan omtrent være gået per tog via Fredericia – Hamburg – Karlsruhe – Basel – Lausanne ved bredden af Lac Leman i det vestlige Svejts. Dorthea rejste med et rejseselskab og med det gik rejseruten derefter i retning fra vest mod øst som indtegnet på kortet ovenfor, hvor overnatningssteder er markeret med en sort cirkel.

Fra Lausanne gik det videre til Leysin, hvorfra der var udflugter til Gruyère mod nord og Chamonix i syd. Zermatt var næste stop hvorefter det gik nordpå med ophold i Kandersteg på vej til Interlaken. Med rejseselskabet kørte hun videre nordpå men kun til Bern, hvor hun skiltes fra det for at fortsætte på egen hånd til Merano i Norditalien. Turen dertil gik fra Bern over Luzern og Davos og begge de steder tog hun ophold nogle dage. I Merano rundede hun ferien af med en uges tid på “sit hotel” Adria. Hjemturen foregik med tog til København.

Ruten er indtegnet så nøjagtigt som forhåndenværende oplysninger kunne genskabe den, dog er togturen fra Bern – Luzern – Davos gættet. Fra Davos til Merano er den igen rimelig nøjagtig. Tilbageturen til København foregik med tog – Dorthea fløj aldrig til Italien – men nøjagtig hvilken rute hun kørte, ved vi ikke.

Rejsen 1960 “Guldbryllupsrejsen” beskrives herunder i de detaljer vi har haft til rådighed og hvad vi har kunnet udlede af dem. God fornøjelse med læsningen.

I Lausanne indlogerede rejseselskabet sig på Hotel Chateau d’Ouchy.

Dorthea fotograferede selv, desværre ikke så ofte som vi gerne ville have haft det, men her har hun foreviget hotellet, som hun refererede til som “Le Château”. Hun har helt sikkert været tilfreds med beliggenheden – prestigiøst lige ud til Lac Léman (Genfersøen).

Og fra hotellet har hun kunnet kigge over søen til de franske alper i Haute-Savoie og måske endda kunnet se spidsen af Mont Blanc. Dorthea var i det hele taget betaget af Alperne, som hun fandt fascinerende og dramatiske og jo højere op og jo snævrere ruter hun kom ud at køre på, jo mere følte hun sig i det hun kaldte “Højalperne”.

På Lac Léman var der mange mulige sejlruter, men vi ved nogenlunde hvilken rejseselskabet valgte. De fulgte den indtegnede rute rundt med uret og sejlede således forbi det mondæne Montreaux, men var på den tur sandsynligvis ikke i land der for at bese byen og dens søpromenade, så den dag måtte de nøjes med at se byen fra søsiden.

Om rejseselskabet var i land her for at besøge Chateau de Chillon i søens østligste ende, eller om de bare sejlede forbi ved vi ikke sikkert; men Dorthea har et postkort med slottet som motiv og de forsk. postkort er forskellige i format og kant, så lad os tro at hun købte det da hun var inde på slottet.

Næste ophold for rejseselskabet var Leysin, beliggende i 1450 m. højde lidt øst for Lac Léman, og som man kan komme til via en bjerg(tandhjuls)bane. Vi må antage at de af turistmæssige årsager har benyttet sig af den.

Dorthea refererer til “Vores Hotel Belvedere” i Leysin. Det har ikke været muligt at finde det og sandsynligvis er det revet ned og et nyt bygget på stedet: “Hotel Central Residence” på rue de Belvedere.

Dorthea har fundet udsigten så imponerende at den skulle fotograferes med lavthængende skyer og bjergtoppe.

Leysin blev nok ikke valgt af rejseselskabet alene på grund af byen selv, men mere fra den fantastiske udsigt der var over Rhonedalen oppe fra bjerget La Berneuse. En tovbane bragte dem op fra Leysin i 1250 m. til La Berneuse i 2048 m. højde. Dorthea havde aldrig på sine rejser afslået en tur med tovbane. Hun har nok tværtimod set frem til dem.

Dorthea fotograferede ikke selv udsigten deroppefra men købte et postkort. Hun har kunnet se helt til Lausanne hvor de var kommet fra.

Rejseselskabets foretog en dagsudflugt fra Leysin til Chamonix. Der var ca. 100 km. derned og der var stort set kun den ene vej og den gik over Forclazpasset.

Her holdt de pause og fik sig en forfriskning. Dorthea fotograferede nogle af sine medrejsende, så desværre har vi kun hendes lyse håndtaske på den tomme stol, men det viser at hun var fint integreret i selskabet.

Vi genkender den medrejsende yderst til højre i det forrige fotografi. Dorthea sidder her med hende og et par andre medrejsende (cognacglasset er ikke tomt) på fortovscaféen Café la Pointère på Place Balmat i Chamonix. Dorthea skrev “Frk. Hansen og jeg på fortovscafe på hovedgaden i Chamonix” under billedet i sit album. Dorthea sad så på café i Frankrig! Vist nok første og eneste gang det skete i hendes liv…

Rejseselskabet var på endnu en dagsudflugt fra Leysin. Denne gang, og det var den 25. juni 1960 gik den til Gruyères, som Dorthea i sit album kaldte “Eventyrbyen”. De besøgte et osteri, og har sandsynligvis også smagt på den karakteristiske ost fra byen og dens omegn.

Det blev en større rundtur den dag, for fra Gruyère kørte de til Leysin via Montreux og fik her lejlighed til at promenere langs bredden i den mondæne by…

 …og indtage eftermiddagskaffen på en restaurant med udsigt over søen.

Nu var den 25. juni netop Guldbryllupsdatoen og det må Dorthea have fortalt sine medrejsende. Måske har hun allerede fra starten af rejsen fortalt at dette var hendes “Guldbryllupsrejse” – dog uden mand. På en måde må det have taget kegler blandt de andre…

…for i Montreux overraskede de hende med en buket roser, sandsynligvis chokolade, en buket alpeblomster og måske noget mere. Det betød noget for Dorthea, denne opmærksomhed for hun gemte hvad der kunne gemmes af souvenirs derfra. “Réminiscénser fra pakker og blomster” skrev hun under samlingen.

Næste dag rejste selskabet til Zermatt og det er rimeligt at antage at de rejste dertil med toget fra Montreux. De spiste lunch på Darby Hotel Garni, som nu om dage bare kalder sig Hotel Derby. Det ligger på hovedstrøget så der har ikke manglet forbipasserende at kigge på imedens de spiste. 

Og her kommer den helt store overraskelse for os. Mindsandten om ikke rejseselskabet overnattede på Kulmhotel Gornergrat oppe i 3100 m højde! I dag er der 2 års ventetid på at få et værelse der i sommermånederne, men rejseføreren, P. Hofmansen, arkivar ved det Kgl. Bibliotek, havde fået det arrangeret. Togturen derop fra Zermatt må også have været lidt af en oplevelse. Og oppe fra hotellet og dets terrasse har hun kunnet kigge lige over på Matterhorn og ned på Gornergletcheren og ellers, hvis vejret var klart nok, se mere end 20 snedækkede bjergtoppe højere end 4000 m! Det må have været en fantastisk oplevelse. Hun var virkelig i “Højalperne” her.

Fra Zermatt kørte selskabet mod nord og havde dets næste stop på det der dengang hed Parkhotel Gemmi. Det hedder nu Gemmi Lodge og er beliggende syd for Kandersteg, ved stationen Kandersteg-Talstadt, som ligger lige ved en svævebane der fører til Sunnbüel.
Rejseselskabet boede i Annexet som lå ovre på den anden side af vejen og lige ved siden af floden.

Oeschinensee er en sø beliggende øst for Kandersteg i 1570 m. højde og for at komme derop tog selskabet svævebanen nede fra Kandersteg. Dorthea har ikke selv fotografier af denne, men klippede ud af en samtidig brochure. Som vi efterhånden kender den rejsende Dorthea har hun ganske givet syntes at det var en herlig tur i sådan en åben svævebane.

Der var et stykke at gå fra svævebanens endestation og hen til søen og fra Dortheas fotografi fremgår det at vejret ikke var helt ideelt. Damerne havde frakkerne på og vinden har også bidraget til at gøre turen mere sportslig. 

Dorthea købte et farvepostkort af søen med traktørstedet i forgrunden. Måske er det netop der hun købte det, selv om det ikke var helt det samme fine vejr hun og selskabet havde den dag, de var der. Som den lå der dramatisk omgivet af sneklædte bjerge har den helt sikkert været et meget tilfredsstillende udflugtsmål i Dortheas øjne. Her var hun i “Højlandet ved Oeschinensee” som hun skrev i sit album.

Vi er ikke helt sikre på om det var samme dag som udflugten til Oeschinensee at rejseselskabet var på udflugt til endnu en sø, denne gang Blausee i 887 m. højde. Søen befinder sig ca. 10 km. nord for Kandersteg og udmærker sig ved sit meget klare vand med blå skær. Turister underholdes med sejlads i joller med gondoliere. Dorthea skrev at hun var med i denne jolle og sandsynligvis er det hende med den lyse hat til højre for gondolieren.

Så kom hvad der vel var turens fysisk mest krævende part, nemlig turen til Gemmipass i 1887 m. højde. Den hvide pil på kortet herover viser hvor hotellet ligger og svævebanen op til Sunnbüel begynder. Den gule pil viser Gemmipass, målet for dagens udflugt. De tog svævebanen op på plateauet og fulgte derefter stierne til passet – iflg kortet en tur på 2:15 timer, for Dorthea og de andre damers vedkommende i “fornuftige” damesko, men alligevel damesko og ikke moderne goretexforede vandrestøvler! De havde dog fint solskinsvejr den dag.

Oppe i passet lå en restaurant som ud over mad og drikke og tobaksvarer forsynede turister med et stempel på de postkort de solgte og dermed bekræftede for en senere omverden at turisten virkelig havde klaret strabadserne og var kommet helt derop. Postkortet har for os yderligere den kvalitet at vise mange forskellige scener fra Kanderstegs omegn, inklusive svævebanen der bragte rejseselskabet op til Sunnbüel hvor vandreturen til Gemmipass begyndte.

Fra Kandersteg fortsatte selskabet med tog til Interlaken. De fik dog ikke set meget af selve byen den første dag, for selskabet indlogerede sig nemlig på et hotel syd for byen oppe på en lokal bjergtop – Schynige Platte.

Man kan køre i bil op til hotellet, men de kørte op til Schynige Platte fra forstaden Wilderswill med en nostalgibane fra sidst i 1800-tallet. Banen er 7 km lang og turen tager en lille times tid. Vognene har åbne sider, så det er vist kun for godt vejr, men den skulle belønne passagerne med fine views – alpine views som Dorthea kunne lide dem!

Her sidder Dorthea yderst til højre i billedet med lys hat og mørk jakke sammen med sine medrejsende oppe på terrassen foran hotellet på Schynige Platte. Hun skrev under billedet: “Der nydes en forfriskning efter middagen udenfor hotellet. Frk. Daxberg, frk. Hansen og jeg. Bagved frkn. Pedersen og Høstrup.”

Schynige Platte havde andet end fine udsigter at byde på her i 1967 m. højde – Alpengarten. Alpengarten bestod, og består stadig, af en samling på flere end 600 alpine planter grupperet omkring en knold på bjerget og med et stisystem så havens gæster kan komme rundt i det alpine planterige.

Dorthea fotograferede udsigten 2 gange fra Alpengarten og vi bringer her det ene vue hun forevigede – ingen tvivl om at hun har fundet panoramaet storslået og dramatisk med skyerne der af og til dækkede bjergtinderne eller svævede lavt nede i dalene.

De rejsende har sandsynligvis haft “tid på egen hånd” i Interlaken inden de kørte videre nordpå med toget. Dorthea refererede til avenuen på ovenstående postkort som “Hovedgaden” og på en af de mange fortovscaféer drak hun kaffe med rejselederen. Dorthea vidste at senere på dagen ville hun skilles fra rejseselskabet og fortsætte på egen hånd, så det har nok betydet meget for hende at have denne kaffepause med rejselederen Hr. Hofmansen, arkivar ved det Kgl. Bibliotek, inden de skiltes.

Nu var der desværre ingen der tog et foto af Dorthea og rejselederen ved denne lejlighed, men hun kompenserede ved at klippe bordet ud fra en brochure og klistre det ind i sit fotoalbum.

I Bern tog Dorthea afsked med rejseselskabet. Hvor meget tid hun havde til turistmæssige oplevelser i byen inden hun skulle videre med toget ved vi ikke. Det blev dog til køb af et postkort med Zeitglockenturm (man var vel i Svejts) og Zähringerbrunnen. Selv tog Dorthea ingen fotografier i byen men nøjedes med at klippe ud fra en turistbrochure.

Bryllupsrejsen fortsattes på egen hånd og til at indlede denne etape havde Dorthea udset sig Lucerne ved Vierwaldstättersee – eller som Dorthea skrev, Luzern, det tyske navn for byen. Iflg. Dortheas notater indlogerede hun sig på “Hotel du Pont”. Måske fordi der stod/står “du Pont” med store bogstaver på taget, men etablissementet hedder “Hotel & Restaurant Schiff”. Hun boede i byen i flere dage. Hvor mange ved vi ikke.

Under dette billede skrev Dorthea i sit album: “Udsigten fra min private balkon”; men det må være en erindringsforskydning, idet billedet må være taget fra en balkon i forb. med restauranten på 1. salen. Værelserne havde ikke balkon.

Men dette fotografi, der også er taget fra Dortheas hotel, viser at hun havde sørget for at få sig et hotel meget centralt beliggende i den gamle bydel nær flodens udmunding i Vierwaldstättersee, så alt hvad en turist kunne tænkes at ville se under sit første besøg i byen var inden for komfortabel afstand til fods.

På sine rejser sørgede Dorthea altid, når der var mulighed for det, at få sine 3 hovedmåltider hver dag. I Luzern spiste hun på Gasthaus Pfistern til venstre i billedet som hun har klippet ud fra en brochure. Til højre ses en del af rådhuset og hendes hotel lå ikke langt fra herfra når man drejede til venstre for enden af broen. Gasthaus’et er nu integreret i et hotel.

Dorthea tog på en lake cruise på Vierwaldstättersee, og hun valgte den helt lange, som bragte hende helt ud østpå til Flüelen og nord på til Küssnacht. Hun købte sig en mappe med postkort med motiver fra bådture på søen og heriblandt var der et fra Küssnacht med motiver fra mindekapellet for den belgiske dronning Astrid, svensk af fødsel, som døde smuk og ung og meget afholdt ved en bilulykke i – Küssnacht.

Mange år tidligere, før krigen og sandsynligvis den sidste gang Dorthea havde besøg af sin søster, Bodil, i Hellerup havde de to kigget i et mindehæfte om dronning Astrid. Det solgtes i forbindelse med en mindeudstilling for hende på Charlottenborg i København, som Dorthea givetvis har været inde for at se, så på den måde havde den afdøde dronning en særlig plads i Dortheas bevidsthed. Om hun var i land i Küssnacht og besøgte kapellet ved vi ikke.

En 10-15 km sydvest for Luzern ragede bjerget Pilatus markant op og Dorthea har ofte kigget på det når hun skulle tilbage til sit hotel på den anden side af floden. “Denne vej førte mig på 2 minutter til mit hotel”, skrev hun under postkortet her med Kapellbrücke og Pilatus som hovedmotiv.

Selvfølgelig skulle Dorthea også op på Pilatusbjerget. Der er 2 etaper at tilbagelægge med svævebane for at komme til toppen, så det har passet hende storartet. Den første etape var Kriens-Krienseregg-Fräkmüntegg og den anden Fröhmündegg-Pilatus.

Og naturligvis kunne Dorthea ikke lade Thorvaldsens døende Svejtsergardeløve ligge der upåagtet medens den forsvarede den franske krone, så det blev til et besøg og et fotografi. Mon hun vidste at Thorvaldsen “kun” var designeren og modelmageren, men at en svejtisk billedhugger måtte svede over at hugge den ud af sandstensklippen her. Well, når geniet Thorvaldsen havde lavet konceptet så behøvede han vel ikke nødvendigvis svede med mejsel og hammer for at se det blive realiseret… Geniet var dansk!

Næste stop var Davos, hvor Dorthea indlogerede sig på Hotel Victoria i bydelen Davos-Platz. Det må hun have været specielt tilfreds med, for under postkortet skrev hun: “Mit flotteste hotel på rejsen, hvor jeg havde en suite”. Hotellet lod til at være nyt og moderne og ligge i udkanten af byen, men det har ikke været muligt at finde et hotel Victoria eller en bygning der ligner. Måske er det blevet revet ned eller integreret i et større bygningskompleks.

Hvor længe Dorthea opholdt sig i Davos ved vi ikke, men måske har det ikke været mere end et par dage, hvis vi skal skønne fra de relativt få postkort hun gemte i sit album fra det ophold. Et postkort kunne indikere at hun tog en tur op til  Höhwald ved Davosersee ikke så langt nord for byen.

Fra Davos tog Dorthea en rutebil til Meran, der kørte over Stelviopasset i 2760 m. højde. Hun kom så rigtigt op i “Højalperne” igen og det har helt sikkert passet hende godt. På dette tidspunkt af rejsen må hun også være ved at føle sig træt og har set frem til en uges tid på sit sædvanlige Hotel Adria i Meran og på den måde afslutte “Guldbryllupsrejsen” på behageligste vis.

Vi slutter her fortællingen om “Guldbryllupsrejsen” i 1960 – en rejse Dorthea foretog uden manden og uden at fortie for rejseselskabet at sådan var det altså, at det forholdt sig. Hun lod til at være godt integreret i selskabet og hun har uden tivl sat pris på at dets mandlige medlemmer hver dag mødte op i hvid skjorte, slips og naturligvis jakke og bukser med pressefolder. Selv om man rejste i “Højalperne”, rejste man med stil…